Heste
På Team Ravning har vi to heste. De unge, som har interessen, kan, på Team Ravning, komme til at lære om hesten og dens pleje. Hestene skal passes og plejes, trænes og rides.
Vi har ansat et særlig ”heste-ansvarlig” som kan støtte de unge i at oparbejde en gensidig tillid til en hest, at lære om hestens reaktioner og lære at behandle den godt.
En ung vil, efter særskilt aftale, kunne få sin egen hest opstaldet på Team Ravning eller en rideklub i nærheden.
Aktiviteter
På Team Ravning har de unge mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, bl.a.:
gokart, biler (istandsættelse af gamle biler), bolsjekogning, maling, håndarbejde, ridning (på egne heste eller i rideklub), cykel/knallertværksted m.m.
De unge har stor medindflydelse på de aktiviteter vi tilbyder, både
når det gælder planlægning, men også, i høj grad, når disse aktiviteter skal findes.
Ferieture
Vi vægter at tage på små ture af få dages varighed med mindre grupper af unge (2-3 unge pr. tur).
Vi tilstræber 1 til 2 ture pr. ung pr. år.
Team Ravning planlægger derudover årligt to faste ferieture:
En frivillig skitur i uge 7
En sommerferietur i uge 27.
Weekender
På Team Ravning har vi hjemrejse hver anden weekend og i ferier. I blive-weekender arrangerer vi, i samarbejde med de unge, forskellige aktiviteter og udflugter.
Team Ravning er åbent hele året. Der kan være ture eller ferier planlagt, hvor de unge forventes at deltage, og hvor der derfor ikke vil være unge tilbage på Team Ravning.
I hjemrejseweekenderne kan de unge rejse efter skole fredag, og de skal være tilbage på Team Ravning senest kl. 20.00 søndag.
I skoleferier og hjemrejseweekender betaler Team Ravning transport. Skal de unge rejse derudover, skal de selv afholde udgifter til transport.
Ved særlige lejligheder kan vi gøre undtagelser vedrørende betaling af transport, men dette aftales individuelt og kun i samarbejde med forældre eller sagsbehandler.
Traditioner
Den unges fødselsdag
På Team Ravning fejres den unges fødselsdag. Rundstykker, boller og lagkage er fast på programmet denne dag. Vi samarbejder med den enkelte unge om tilrettelæggelse af dagen. Nogle unge ønsker at invitere hele familien, mens andre bare gerne vil have en stille dag.
Team Ravnings fødselsdag.
Team Ravnings fødselsdag d. 1. november fejres med fin middag på Hotel Bredehus. Arrangementet er for de unge på Team Ravning og unge i efterværnet samt alle medarbejderne. Det plejer at være en rigtig festlig dag med god mad og sjove indslag.
Julearrangement
Søndagen før den første søndag i advent, holder vi julearrangement på Team Ravning for de unge og deres familier. Det er altid en rigtig hyggelig dag, hvor vi bl.a. spiser julemad og spiller julebanko.
Team Ravnings juleaften
Juleaften på Team Ravning afholdes torsdag inden juleferien. Denne dag spiser vi julemad og danser om juletræet, og så plejer julemanden at kigge forbi. Aftenen er en god tradition, hvor medarbejdere og unge gør alt, hvad de kan, for at skabe en god julestemning.
Afskedsmiddag.
Når en ung flytter fra Team Ravning holder vi en afskedsmiddag. Lige såvel det er vigtigt at få en
god start, er det også vigtigt, at få sagt ordentligt farvel.
Når de unge er flyttet, lægger vi stor vægt på, at vi stadig holder kontakten. De unge er meget velkomne til at ringe eller komme forbi til en kop kaffe.