Sundhed og trivsel er en integreret del af den pædagogiske ramme, hvor vi i hverdagen har fokus på en sund kost og en sund krop – for den enkelte og for hele gruppen.
På Team Ravning er vi som voksne ansvarlige som rollemodeller og ansvarlige for at støtte de unge i at vælge den sunde livsstil.
Vi har samarbejdet med Frede Bräuner omkring evaluering af vores sundhedspolitik, og han har også været inddraget i forbindelse med undervisning af unge og voksne.
Kost
På Team Ravning efterleves følgende simple retningslinier for kost og måltider:
Der serveres grøntsager til aftensmaden og frokosten.
Der serveres 6 måltider dagligt.
De unge skal deltage ved hovedmåltiderne.
Der serveres koldt vand til måltiderne. De unge må ikke medbringe sodavand til måltidet.
Der købes ikke hvidt brød, og vi bestræber os på, at bage alt vores brød selv.
Frugt og grønt er til rådighed hele dagen.
De unge tilbydes multivitaminpille og fiskeoliepille.
Sundhed, omsorg og ansvar
På Team Ravning er vi bevidste om vores ansvar som voksne i forhold til de unge, og sammenhængen mellem den kost de indtager og deres generelle trivsel. Vi er særligt opmærksomme på, at det ikke er tilstrækkeligt, at de unge tilbydes en sund kost, men at de unge i høj grad har behov for den omsorg der ligger i, at vi også ”forlanger” at de spiser sundt.
Det er vores ønske, at gøre maden til et omsorgsmiddel, således at let tilgængeligt sund mad og nærværende voksne (også) i spisesituationer, bliver en selvfølgelighed på Team Ravning.
Når vi på Team Ravning vælger at bruge mad som omsorgsmiddel, gør vi det ud fra følgende principper:
I hverdagen viser vi omsorg ved at tilberede og tilbyde børnene en sund og varieret kost, som er lettilgængelig. Det er vigtigt at det er sund mad og ikke slik, der bruges som omsorgsmiddel.
De voksne dækker et indbydende morgenbord, som står klar til børnene. De voksne er til stede og nærværende ved måltidet og gør sit for at skabe en god og hyggelig stemning.
De voksne står klar med et indbydende og sundt mellemmåltid til formiddagspausen i skolen. Når udskåret frugt og grønt, groft brød og frisk vand (og hyggeligt samvær) står klart til børnene og de voksne, vælger de dette frem for slik og sodavand.
De voksne tilbereder en sund frokost med flere valgmuligheder, som står klar og inviterer børnene: ”Kom og sæt jer ned, vi har noget godt mad klar, i må være sultne”
Efter skole er der tilberedt et mellemmåltid, der inviterer børnene til snak, hyggeligt samvær og nærvær.
Med disse principper er det ikke tænkt, at vi skal være ”tjenere” og varte de unge op. Derimod ønsker vi, som voksne at leve op til rollen som ansvarsperson. At tage ansvaret for, at de unge tilbydes og også vælger at spise en sund kost.
På Team Ravning er skolen et vigtigt element i de unges udvikling, og vi ønsker, at signalere dette ved at sige: ”Dit job er at passe din skole, vi viser dig omsorg, og som voksne tager vi ansvaret for, at du har de rette betingelser for at kunne følge en undervisning, og for at trives”
For at skabe tilstrækkelig ro omkring særlig frokost og mellemmåltider, har vi valgt at ansætte en ”madmor”, som i hverdagen kan fokusere på, at det sunde måltid serveres til de unge på rette tid, og som også kan have overblikket over indkøbene.
Dette vil skabe den tilsigtede ro, hvor pædagogerne og lærerne kan koncentrere sig om, at skabe motivationen hos de unge for at deltage i det fælles måltid. Vi mener, at når vi først har vist de unge den rette omsorg ved at tage ansvaret for den kost de spiser, kan vi efterfølgende stille krav og sætte de nødvendige grænser.
De unge har også mulighed for at komme i skolepraktik i køkkenet.
Inddragelse
Mandag til torsdag har alle de unge har en fast maddag, hvor de sammen med en voksen laver mad til ”deres hus”. De unge støttes i at forstå, at det er vigtigt for alle/en familie, at der bliver lavet et godt måltid mad, som kan nydes i fællesskab.
I weekenderne er det pædagogen på vagt, som er ansvarlig for madlavningen og er ”trendsætter” for det gode måltid. Vi er opmærksomme på at videregive de unge erfaringer med gode og sunde danske måltids-klassikere.
De unge deltager i planlægning og tilberedning af aftensmad. Dette gøres i tæt samarbejde med en voksen, som hele tiden vil tilpasse krav og ressourcer i forhold til den enkelte ung. Formålet er, at de unge dels bliver i stand til at tage ansvar for fællesskabet, og dels lærer om kost, økonomi, husholdning og madlavning. Samtidig er det vores erfaring at madlavning kan danne en god ramme for en samtale med den unge.
I samarbejde med de unge har vi indført skiftende ”køddage” således alle unge, hver uge vil få tildelt en ny ”køddag”. De unge, som tilbereder en ret med oksekød i en uge, vil de følgende uger skulle lave retter med henholdsvis fjerkræ, fisk/svinekød og uden kød.
Formålet er, at de unge prøver at eksperimentere med skiftende retter og vi får en varieret madplan. Madlavning indebærer derfor ligeledes at snakke om næste uges ret, kigge opskriftsbøger og skrive indkøbsseddel.
Motion
Team Ravning er beliggende 2 km fra indkøbs- og transportmuligheder. Som udgangspunkt skal de unge transportere sig selv på gå-ben eller cykel. Team Ravning opfordrer unge til at medbringe sin egen cykel, men har også cykler til rådighed de unge kan låne.
På Team Ravning er der mulighed for at hoppe trampolin, ride, fiske eller forskellige boldspil m.m.
Vi opfordrer de unge til at gå eller løbe ture, deltage i fritidsklubber og tager fælles i motionscenter eller svømmehal. Aktiviteter i blive-weekender indeholder ofte også fysiske udfordringer.
Som voksne på Team Ravning er vi opmærksomme på, at vi skal motivere de unge til fysisk aktivitet ved at synliggøre mulighederne f.eks. ved at cykle sammen med dem, foreslå en gåtur eller andet.
Søvn
De unge på Team Ravning har ofte en skæv døgnrytme. De unge skal forberedes til skiftet mellem dag og nat. For mange af vores unge er dette skift angstprovokerende og det er derfor vigtigt, at vi skaber de optimale rammer for dette skift.
På Team Ravning starter vi med at forberede de unge på dette skift ved aftenkaffen, hvor vi slukker Internettet og fjernsynet i stuen og derefter samles i køkkenet for at afrunde dagens oplevelser. De voksne er bevidste om med kropssprog og toneleje at signalere et ændret aktivitetsniveau.
Vi siger godnat til alle unge på værelset. Udgangspunkt er ca. 10 min pr. elev, hvor nogle elever har brug for mere og andre mindre. Det vigtige er at vi stiller os til rådighed til en lille snak/afslutning, og at vi tager ansvaret for indholdet i samtalen.
Vi har to faste nattevagter med det formål at skabe større kontinuitet og dermed større forudsigelighed og tryghed.
Faste sengetider og morgenvækning både i hverdagen og i weekender og ferie. Formålet er at skabe de bedste forudsætninger for en stabil døgnrytme.
Hygiejne
Vi betragter daglig rengøring som et fælles ansvar, og mener at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at holde omgivelserne pæne. De unge på Team Ravning har forskellige problemer, der gør, at de kan have svært ved at overskue hverdagen, derfor er det vigtigt, at den voksne også her er et god rollemodel.
De unge har ansvar for at holde sit eget værelse. Fællesarealet er inddelt i rengøringsområder, hvor de unge hver har et område, som de har ansvar for en måned ad gangen. Dette gør de rent én gang om ugen. Efter behov får den unge hjælp/støtte af en voksen. Endvidere rydder den unge op i køkkenet sammen med en voksen efter de aftensmåltider den unge har tilberedt.
Den personlige hygiejne er, dels et udtryk for - og dels et grundlag for den unges trivsel. Hvis den personlige hygiejne ikke skønnes at være tilfredsstillende, får den unge støtte/hjælp til dette.
Kontaktpædagogen er særlig opmærksom på den personlige hygiejne og skal ligeledes sikre at den unges basisbeklædning er i orden og at den unge kommer regelmæssigt til frisør.
Rygning
Team Ravnings indendørs fællesarealer er røgfrit for både voksne og unge. Eventuelle rygere henvises til at ryge udenfor.
De unge må ryge på værelset.
Rusmidler
Som et led i et projekt vedrørende døgnanbragte unge og rusmidler, er Team Ravning i gang med at udarbejde en rusmiddelpolitik. (Se projektbeskrivelse)
Overordnede retningslinier for omgang med rusmidler:
Der må ikke bruges nogen form for rusmidler, herunder alkohol.
Der serveres ikke alkohol på Team Ravning.
Vi er bevidste om, at det er en del af de unges kultur at drikke alkohol til fester udenfor Team Ravning, så det sker at vi modtager en beruset ung i weekenderne. Vi vurderer hvert tilfælde individuelt og handler derefter.
Team Ravning modtager ikke unge, som har et skadeligt forbrug af rusmidler, der forårsager at hverdagen ikke fungerer. Samtidig er vi bevidste om, at rusmidler i høj grad er tilgængelige og fristende i ungdomsmiljøet. Team Ravning kan ikke tilbyde behandling, men kan tilbyde støtte i form af f.eks. samtaler og urintest. Overstiger den unges behov for behandling, Team Ravnings kompetencer, anmodes anbringende kommune om supplerende eller alternativ foranstaltning.
Mobning
På Team Ravning skal vi behandle hinanden med respekt. De unge støttes i at give udtryk for deres vrede eller usikkerhed på en hensigtsmæssig måde og konfliktløsning er en stor del af hverdagen. De voksne er opmærksomme på stemningen i huset og signaler fra de unge, og forsøger så vidt muligt at handle på konflikterne inden de vokser sig store.
Der handles øjeblikkeligt på mobning og anden nedværdigende adfærd. Dette gælder både i bo- og skoledelen. Mobning og den efterfølgende indsats noteres i journalen og tages op på personalemøder.
Individorienteret indsats
I statusbeskrivelserne og ved statusmøder for den enkelte ung, har vi fokus på den unges fysiske og psykiske sundhed, og er opmærksomme på den unges evne til selv at tage ansvar for sunde rutiner. Det et emne, der tales meget med den unge om både i hverdagen og ved ungesamtalerne. Hvis der er særlige problemstillinger eller ønsker, tages der hånd om det. Vi ser det som vores ansvar at gøre noget ved problemet, men er bevidste om, at det kun kan gøres i samarbejde med den unge.