Kontaktperson
Den unge har en fast kontaktperson, som støtter den unge i dagligdagen. Opgaven vil i dagligdagen primært være:
Råd og vejledning.
- Råd og vejledning omkring personlige problemstillinger og andre udfordringer i hverdagen, hvor den unge har behov for at ”sparre” med en voksen, om de beslutninger og handlinger, der følger at være voksen og skulle klare sig selv.
Praktisk støtte og motivation.
- Praktisk støtte og motivation til at fastholde den unge i at ”få tingene gjort”. Støtten varierer meget fra ung til ung, men kan være alt lige fra at støtte den unge i at fastholde sig i fritidsaktiviteter, komme på kommunen, komme i skole, betale regninger m.m. til at støtte den unge i at strukturere hverdagen og skabe egne rutiner og traditioner. Generelt vil den konkrete praktiske støtte fylde mest i starten af efterværnsforløbet, hvorefter støtten primært vil blive vejledning og motivation.
Ved skiftet mellem opholdet på Team Ravning og efterværnet, vil den unge skulle skifte kontaktperson, men da pædagogen i efterværnet har base på Team Ravning, er det kendte mennesker, der skal varetage opgaven fremover. Samtidig vægtes det, at pædagogen i efterværnet allerede seks måneder før den forventede udskrivning fra Team Ravning deltager i arbejdet med den unge omkring efterværnet.
Den unge oplever således en blid overgang, hvor han eller hun har mulighed for at skabe en tillidsfuld relation med den nye kontaktperson.