Visitation
Vi mener, at en omhyggelig visitation er vigtigt for alle parter. Derfor er vi meget grundige, når vi skal vurdere om de unge, og de vanskeligheder de har, vil matche vores pædagogik, vores rammer, de andre unge og ikke mindst medarbejdernes faglige og personlige kompetencer.
Et typisk visitationsforløb forløber således:
Sagsbehandleren retter henvendelse for at undersøge, om vi har en ledig plads.
Indledningsvis sker den første del af visitationen via telefonen, hvor vi spørger ind til den unges historie, familie, personlighed, ressourcer og vanskeligheder. Samtidig fortæller vi lidt om, hvem vi er, og hvilke værdier vi arbejder ud fra. Ud fra denne samtale vurderes det, om Team Ravning kunne være et relevant tilbud til den unge, og dermed om det er noget, begge parter ønsker at arbejde videre med.
Alle relevante sagspapirer, herunder beskrivelse af den unges vanskeligheder og behandlingsbehov, sendes til Team Ravning. Team Ravning anmoder om § 50 undersøgelse og handleplan, men stiller det ikke som krav for en visitation såfremt anden beskrivelse foreligger.
De tilsendte sagspapirer gennemgås grundigt, og ud fra en faglig vurdering tager vi stilling til, om den unge kunne være rigtig anbragt hos os. Såfremt der er tvivl inddrages faglig konsulent.
Forud for en endelig afgørelse om indskrivning på Team Ravning, inviteres den unge, forældrene samt sagsbehandler til et uforpligtende møde på Team Ravning.
Formålet med besøget er:
- At orientere om, hvem vi er, og hvilke rammer vi kan tilbyde. (Dagsrytme, hverdag, rammer)
- At præsentere de krav og forventninger vi har til den unge i forbindelse med et ophold på Team Ravning. (Leveregler)
- At præsentere de forventninger vi har til samarbejdet med forældre og sagsbehandler.
Endvidere ønsker vi også at høre om:
- Hvilke forventninger den unge, forældrene og sagsbehandleren har til et ophold på Team Ravning og til samarbejdet med os.
- Hvilke forventninger der er til den unges udbytte af opholdet - hvilke forandringer skal vi i fællesskab arbejde på?
Efter samtalen vil en af de ”gamle” elever vise den unge rundt. Her er der mulighed for at snakke og stille spørgsmål.
Alle parter får herefter tid til at overveje om Team Ravning er det rette tilbud for den unge. Vi lægger særlig vægt på, at familien og den unge, evt. i samråd med sagsbehandleren, får mulighed for at tænke og tale tingene igennem inden de endeligt accepterer en indskrivning.
Den unge og familien giver besked til sagsbehandleren, som herefter kontakter Team Ravning.
Hvis alle parter accepterer, mødes vi, så vidt det er muligt, på Team Ravning til et samarbejdsmøde. Ved dette møde aftales start og indslusning, den unge og familien møder kontaktpædagogen og vi udarbejder en samarbejdsaftale sammen med forældrene. I de tilfælde, hvor indskrivning sker hurtigt, aftales mødet kort tid efter opstarten.
Der kan være andre personer af betydning for den unge, der inddrages i visitationsprocessen, eksempelvis en ungevejleder, SSP medarbejder, andet familie eller en nær ven.
Efter 3 måneder afholder vi, sammen med den unge, forældrene og sagsbehandleren, et evalueringsmøde på Team Ravning.
Henvisning og før-kontakt og visitation.
Sagsbehandlere og andre professionelle er velkomne til et uforpligtende besøg efter forudgående aftale.
Opfølgning på handleplan
Udgangspunktet for vores arbejde er de individuelle mål, som er formuleret i handleplanen af den unge i samarbejde med forældre og forvaltning.
Formålet med statusbeskrivelsen er at dokumentere den unges udvikling, at evaluere om de mål, angivet i handleplanen, er opnået, samt at evaluere den pædagogiske indsats i forhold til den unges udvikling.
Ifølge § 148 stk. 3 er kommunen forpligtet til mindst én gang om året at føre tilsyn med den enkelte ung på anbringelsesstedet. I forbindelse med den unges opstart på
Team Ravning aftales det med samarbejdsparterne, hvor ofte vi skal følge op på handleplanen.
Det er vores ønske at vi afholder møde hver 3. måned, således vi kan sikre et tæt og kontinuerligt samarbejde omkring den unges udvikling og trivsel.
Til forberedelse udarbejder Team Ravning en statusbeskrivelse, som vil være samarbejdsparterne i hænde en uge inden mødet.
Inden statusmødet gennemgår den unge beskrivelsen med sin kontaktpædagog og der udarbejdes evt. et separat notat med den unges bemærkninger. Den unges bemærkninger fremlægges til forældrene og sagsbehandler på mødet og påføres referatet.