Traditioner
På Team Ravning gør vi alle de ting, man laver i en familie. Vi fejrer fødselsdag, fastelavn, påske, Sct. Hans, Mortens aften og selvfølgelig jul og nytår.
Du kommer også på ferie og tager på ture sammen med os. Vi har fast en skitur i januar og en sommerferietur når sommerferien starter. Derudover arrangerer skolen også udflugter bl.a. en kanotur i august måned.
Din fødselsdag
Når du har fødselsdag, vil vi selvfølgelig fejre dig. Rundstykker, boller og lagkage slipper du ikke for, men ellers planlægger du din dag, som du vil, sammen med din kontaktpædagog. Nogle vil gerne invitere sine forældre eller andet familie til at komme, mens andre hellere vil have en stille dag.
Julearrangement
Søndagen før den første søndag i advent, holder vi julearrangement på Team Ravning, hvor vi også inviterer din familie. Det er altid en rigtig hyggelig dag, hvor vi bl.a. spiser julemad og spiller julebanko.
Team Ravnings juleaften
Vi holder juleaften torsdag inden juleferien. Vi spiser julemad og danser om juletræet, og så plejer julemanden at kigge forbi…
Afskedsmiddag
Når du engang skal flytte fra Team Ravning holder vi en afskedsmiddag for dig. Her spiser vi en god middag og siger ordentlig farvel med en tale og en lille gave.
Når du så er flyttet vil vi meget gerne høre fra dig engang i mellem. Du er altid velkommen til at ringe eller komme forbi til en kop kaffe.