Indslusning
De unges behov i indslusningsperioden er meget forskellige, og tilrettelægges derfor individuelt i samarbejde med den unge, forældrene og sagsbehandleren.
Det er en sårbar situation for alle, når en ny elev skal flytte ind på Team Ravning. Vi bestræber os derfor på at gøre indslusningen så velforberedt som overhovedet muligt, så den unge kan få en glidende overgang. Det er vigtigt for os, at både den unge og forældrene føler sig ventet og velkomne.
Inden den unge starter på Team Ravning, forbereder vi de andre unge på stedet. Vi snakker med dem om, hvordan de selv havde det, da de kom som ny, og hvordan vi kan bedst kan tage imod den nye.
Når en ny elev flytter ind på Team Ravning – og en gammel forlader os – skal alle i ungegruppen på ny finde sit fodfæste og sin nye rolle i gruppen. I den første periode har vi derfor ekstra personaleressourcer, så vi kan drage særlig omsorg for den nye unge, samt bevare roen og stabiliteten i ungegruppen som helhed.
Det er vigtigt for os, at den unge fra første dag indgår på lige fod med alle andre i hverdagen. Derfor sørger vi også for, at den unge tilbydes den nødvendige støtte i opstarten. Primært vil kontaktpædagogen, i det omfang det er nødvendigt, tilbyde en tæt kontakt til den unge, som skal sluses ind i fællesskabet og dermed også de gensidige krav og forventninger, vi har til hinanden på Team Ravning.
Udover en tæt voksenstøtte vil den unge også få udpeget en mentor fra ungegruppen, som skal hjælpe den unge med at finde sig til rette. Vores ungementorer er rigtig gode til at tage sig af de nye elever, og vi oplever, at det er en værdifuld ordning, som de unge sætter stor pris på. I samarbejde med ungegruppen, arbejder vi i øjeblikket på at få defineret mentorens rolle.
Når den unge er ved at falde til, tager den unge, kontaktpædagogen og evt. en anden ung på tur i et sommerhus eller lignende, hvor formålet er, at evaluere tiden der er gået, og eventuelt snakke om, hvad skal der arbejdes med i den kommende periode.
Det er individuelt, hvor lang en indslusningsperiode de unge har behov for, og vi er opmærksomme på, at de unge har brug for at kunne oparbejde tilliden til stedet og de voksne i deres eget tempo.
Tre måneder efter, den unge er flyttet ind, mødes den unge, forældrene, sagsbehandleren og Team Ravning til det første statusmøde og evaluerer perioden.