Inddragelse
En vigtig pædagogisk opgave på Team Ravning, er at støtte de unge i at tage ansvar for sig selv og tage del i fællesskabet.
For de unge på Team Ravning kan det være svært at indgå i gensidige sociale relationer, da de ofte er præget af en negativ historie om sig selv og andre. Ved at inddrage de unge så meget som muligt i hverdagen, får de unge mulighed for at genopbygge den tillid det kræver at tage del i fællesskabet.
Inddragelse og medbestemmelse er således en pædagogisk metode på Team Ravning og kommer til udtryk i den måde, vi møder den unge på i hverdagen. Samtidig har vi skabt nogle rammer og aktiviteter, der bringer voksne og unge i social kontakt med hinanden.
Faste rammer
På Team Ravning bestræber vi os på at skabe nogle faste og forudsigelige rammer for de unge. Formålet er at skabe den nødvendige tryghed til at kunne genopbygge den tillid, det kræver at kunne tage del i fællesskabet. Mange af vores unge har ringe tillid til voksne, hvilket betyder, at de kan reagere voldsomt på de krav og pligter de oplever i hverdagen. Nogle har svært ved at acceptere at fælles regler også gælder dem og nogle vil starte diskussionen om, hvorvidt det er et retfærdigt krav eller ej. Fælles for de unge er dog, at de er villige til at lægge meget energi i unddragelsen.
De voksne på Team Ravning har til opgave at gå ind i de konflikter, der opstår i hverdagen og på en ordentlig måde tage ”retfærdighedsdiskussionen” med de unge. Udfordringen er, på trods de til tider udmattende konflikter, at blive ved med at møde de unge med anerkendelse og imødekommenhed. Det er gennem konflikterne de unge kan lære allermest, men det stiller store krav til de voksne om ikke at vikle sig ind i magtspillet, som de unge kender så godt og forventer.
Status- og opfølgningsmøder
Status- og opfølgningsbeskrivelsen er Team Ravnings vurdering af den unges forløb på Team Ravning. Den unge gennemgår beskrivelsen med sin kontaktpædagog inden mødet og der udarbejdes evt. et separat notat med den unges bemærkninger. Hvad enten den unge enig eller uenig i Team Ravnings vurdering og opfattelse, fremlægges dette til forældrene og sagsbehandler til statusmødet og påføres referatet.
Vi gør meget ud af, at give plads til den unges egen oplevelse af forløbet, da det er vigtigt, at de voksne ser, hører og forstår den unge.
Ungemøder
En gang i ugen er der ungemøde, med dagsorden og referat. Her bliver problemer og succeser i fællesskab talt igennem sammen med en voksen ”mødeleder”.
Det er pædagogens opgave at være mødeleder og sikre en fornuftig afvikling af møderne. Formålet er, at de unge lærer at respektere og formidle andres og egne holdninger. De unge skal opleve, at deres erfaring, viden og mening er værdifuld og kan bruges af andre.
Der er forskellige temaer på dagsordenen. Ofte handler det om at få hverdagen til at fungere. Fast punkt på dagsordenen er ”madplan” for den kommende uge og planlægning af weekenden. Derudover diskuterer de unge f.eks. forslag til weekendaktiviteter og ferier.
Hverdagen
De unge bliver fra start inddraget i de fælles forpligtelser i hverdagslivet. Vi er et stort hus med mange mennesker, hvor hverdagen kun kan fungere, hvis vi hjælper hinanden.
Alle de unge har en fast maddag om ugen, hvor de sammen med en voksen laver mad til ”deres hus”. Denne dag kan indimellem skifte, så den unge ikke får den samme ugedag hele året. For at understøtte samarbejdet bliver de unge hørt om, hvilke dage, der passer dem bedst, og støttet i at forstå, at det er vigtigt for alle/en familie, at der bliver lavet et godt måltid mad, som kan nydes i fællesskab.
De unge deltager i planlægning, indkøb og tilberedning af alle måltider. Dette gøres i tæt samarbejde med en voksen, som hele tiden vil tilpasse krav og ressourcer i forhold til den enkelte ung. Formålet er, at de unge dels bliver i stand til at tage ansvar for fællesskabet, og dels lærer om kost, økonomi, husholdning og madlavning. Samtidig er det vores erfaring at madlavning kan danne en god ramme for en samtale med den unge.
Onsdag er fast rengøringsdag, hvor hele huset syder af aktivitet. De unge har ansvaret for oprydning og rengøring af sit eget værelse og et fællesareal. Ud over den faste rengøringsdag, hjælper både unge og voksne hinanden med at holde huset, så det er et hjem, der er rart at bo i.